Just

Tomhed. En følelse der er så uffatelig svær at beskrive. Jeg har en eksamen om tre timer og tyve minutter, jeg har ikke øvet på mit stuff, og det er ikke fordi engelsk er mit stærkeste område. Jeg fucker sikkert, men jeg er så ligeglad, hvad betyder det. Den del af min hjerne hvor min fremtid er har nogen fjernet, og jeg arbejder nu på at bygge den op igen, men det tager bare så lang tid, og kræver så meget liv. Alt i livet skal gennemanalyseres, skal dobbeltjekkes, hvis ikke mere. Ingen beslutning er ligegyldig, den vil betyde et eller andet, et eller andet sted. Det kan godt være at min hjerne er med i alt, med det er ikke særlig meget mit hjerte er med i. Kan godt være det bliver hyggelit i mit hovede, men betyder ikke det er noget mit hjerte har lyst til. De samarbejder ikke mere, og jeg lytter altid til min hjerne, fordi det andet kan være farligt, og det ligger ikke til mig at kaste mig ud i ting som kan være 'farlige'. Jeg holder mig på jorden, til min viden og til det der kan dokumenteres. Der er sgu et sørgeligt liv jeg har sat sammen, men min selvtillid tillader mig ikke at lytte til mit hjerte. Der er ufattelig mange måder at hade sig selv på, og jeg hader mig selv på virkelig mange af de måder. Ofe kan jeg ikke udstå mig selv, og det er ikke bare min krop. Hvis det bare var, for den er til at ændre, hvis jeg havde viljestyrken, men den er også væk. Det er faktisk alt sammen væk. Den kampgejst jeg havde sidste år, den smule selvtillid jeg havde fået opbygget. Jeg er så pisse bange, og vil have tidne til at gå i stå, og forevigt blive i 9. a. Forblive sammen med den årgang jeg virkelig bare har holdt af, og haft det godt med, Det har været så fantastisk. Det to mig over to år at tilpasse mig, og nu da jeg har gjort det, så skal vi alle splittes, og jeg føler virkelig det hele er spildt. Jeg er knust,mit hjerte er smadret, og jeg ved ikke om jeg kan klare året på efterskole. Jeg tror på at det nok skal få det samlet, men hvis efterskole er så fantastisk som mine brødre har snakket om, så går mit hjerte sgu da kun i endnu flere stykker når jeg skal væk fra den?!

Hvorfor forsvinder i lige så stille. Koncerterne er ikke det samme, for jeg ved hvor fanden i vil hen. Som om DK ikke er godt nok, som om vi er ligegyldigheder, og bare noget i går fordi i skal, og ikke er noget i nyder længere. I har så forbandet travlt, og jeg er ikke sikker på om i har haft tid til at tænke over hvad fanden der er sket. Jeg så et interview med Aqua. De havde nogen år hvor de stormede frem, og til sidst var det sjove lidt forsvundet, de havde ikke nået at tænke over hvad fanden der skete, så de stoppede. De var røget på hitlisterne over alt i verden, men det kunne jo bare været en af de her one hit wonders. Det kan i også blive! Jeg håber på det går knapt så stækt i udlandet som det har gjort i DK. For et eller andet er begyndt at stige jer til hovedet, og det er bare ikke så sjovt som det var en gang. Måske er det fordi man har været til for mange koncerter, men det tror jeg ikke. Musikken er jo stadig fed? Men da i spillede i Horsens forsvandt i bare. Eirikur stod tilbage mens i andre bare var skredet, som om det bare galdte om at komme væk inden folk kom for at snakke med jer. Det var dybt skuffende. Nu ved jeg ikke om i kom ud senere, men alligevel. I var bare pludselig væk, som om vi bare er belastninger. Som om den mængde mennesker foran scenen kun er noget værd fra scenen, men ikke nogen i ønsker mere kontakt med end det. Sådan var det ikke til at starte med. Generelt kom der også mange flere nyhedsbreve fra jer i starten, men nu kommer de nærmest aldrig. I gør ikke så meget for jeres fans som til at starte med.

Kan godt være det er ikke er jordens bedste billede, men det er det bedste billede af os ._. Jeg elsker dig, og kan slet ikke forestille mig hvordan det bliver når jeg ikke kommer til at sig dig så meget næste år. Allerede nu tuder jeg, fordi den tanke er så uudholdelig. Så svær at skulle leve med. og fem dage har jeg kendt dig et år.På en måde er et år enormt lang tid, men på en helt andet måde føler jeg jeg har kendt dig længere. Du har gjort så stort intryk på mig. Det er ubeskriveligt hvad du har gjort for mig, og hvor fucking meget jeg holder af dig, og hvor bange jeg er for at skulle miste dig. At skulle vokse fra dig, eller at kontakten pludselig ikke bliver holdt ved lige. Femtiden, den skræmmer mig. Tror på så længe jeg ved jeg har dig, kan jeg klare det meste. Jeg elsker dig virkelig Mulle, holder af alt ved dig. Du er det enetse menneske jeg nogensind ehar turde græder over for. Når jeg gør det ved andre er det kun fordi jeg ikke lade hver. Du er det menensker jeg nogensinde har følt jeg kunne stole på, en person der ikke fylder en med tomme løfter. Ved ikke hvor jeg ville være henne hvis ikke det havde været for The Dreams, for uden dem havde jeg aldrig lært dig at kende, og udne dig. Så havde mit liv sgu nok set meget anderledes ud. Du fylder en enormt stor del af mit liv skat<3