Tú ert mitt lív

Ville give mit liv for at du fik det bedre, men det kan jeg ikke. Jeg vil gøre alt, men kan ikke. Kan godt være du ikke har brug for at vide at jeg elsker dig, men forhindre mig ikke i at gøre det. Er du glad, så er jeg glad. Er du nede, så er jeg nede. Du er det bedste jeg har, det mest dyrebare. Du har gjort så meget i mit liv, og vil så gerne gengælde det, men føler ikke jeg kan. Føler kun jeg kan stå at glo fra sidelinjen. Du skal bare vide at jeg altid er her. jeg vil altid lytte, vil altid kunne komme med mindre lamme bedrevidende kommentare. Udne dig ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mit liv, for det ville virke tomt. Har aldrig stolet på en person som jeg stoler på dig, hvilket gør dig til noget specielt for mig. Det hjælper dig vel i princippet ikke at vide det, men tjaah ? Det er jo min blog.

Min krop føles ødelagt. Både fysisk og psykisk ? Har ondt stort set over alt. Små sår i det psykiske, små ting der gør mig usikker. Ting der sårer mig. Hvorfor kan de ikke bare få det overstået? Hvorfor skal det trække sådan ud? Det bliver jo ikke bedre, idioter! Det er ikke jer der hver dag skal se en mand det tydeligvis har store smerter, det er uudholdelig at se ham på den måde. Skal konstant rende rundt med en maske, fordi jeg kan ikke sige at det gør ondt at se. Gør ondt at se dig forfalde. Den mand som altid har kunne gøre alt, altid har virket så stærk, altid været så pisseirriterende på en fantastisk måde. Dig som lægger mærke til mig på en anden måde en andre, og som faktisk ved sjælden lejligheder kan snakke med mig, på en helt speciel måde som gør mig tryk. Savner ham der ikke skulle dopes med piller, bare for at mindske den smerte, som tudeligtvis stadig er der ? Det gør virkelig, virkelig ondt.